Praksisfortælling

Praksisfortællingen ”Ali”:

Fire drenge spiller på computer. Ali er en af dem. Han sidder stille og roligt og venter på sin tur. Lidt efter skrues musikken op og børnene i det andet rum begynder at danse. Ali rejser sig op fra stolen og går ind i det andet rum. Han begynder at danse meget vildt og voldeligt. Han skubber bordet, stolene og de andre børn omkring sig. Han skal være i centrum og have plads til at være sig selv. De andre børn brokker sig over hans opførsel og vil have ham ud af dansen. Ali ignorerer dem fuldstændig og fortsætter med sin dans. Til sidst kommer pædagogen og beder ham om at forlade rummet eller at danse ordentligt. Ali beslutter sig for den første mulighed, forlader rummet i oprør og siger, at alle er dumme og kedelige. 

Labov

*        Gruppen læser praksisfortællingen om Ali.

*        Denne analyseres vha. Labov’s 6 elementer i en fortælling.

Labov’s 6 elementer i en typisk fortælling

*        Indledning: Et stemnings- og genre-anslag. Fx ”Der var engang…”

*        Orientering: Vha. hv-ord guides vi på plads i fortællingens rum.

*        Handlesekvens: Hvad skete der? Konflikten? The complicating action?

*        Evaluering: Fortællerens holdning og budskab? Jf. (fra)valg, tillægsord.

*        Resultat: Hvad endte det med? Konklusionen. The concluding action?

*        Afslutning: Udtoning. Overgang fra fortælling til ‘virkelighed’. Fx ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”

-          Indledning:

·         Vi ser ikke en direkte indledning i fortællingen, nærmere en orientering om hvem der er til stede, og hvad de laver.

-          Hv. Ord:

·         Hvem er der? Ali, drenge der spiller computer, børn der danser og en pædagog

·         Hvor er de? De befinder sig i en SFO

·         Hvad laver de? Nogle spiller computer og nogle danser. Pædagogen kommer og siger at Ali skal gå fra lokalet eller danse ordentligt.

-          Handlesekvens:

·         Ali går ind og ødelægger de andre børns dans ved at skubbe stole, borde og de andre børn. Han danser meget vildt og voldeligt. Ali ignorerer at de andre børn prøver at ekskludere ham og fortsætter sin vilde dans. Pædagogen kommer ind til sidst og beder ham om at danse ordentligt eller gå ud af lokalet. Ali forlader lokalet i oprør.

-          Evaluering:

·         Fortælleren har en vis holdning til Ali, da fortælleren mener at Ali skal være i centrum og have plads til sig selv. Dette er fortællerens virkelighedssyn på Ali. Det er fortællerens valg, at Ali skal hedde Ali og ikke Morten, eller at fortælleren har valgt at følge Ali i stedet for Morten. Dette har han højst sandsynligt gjort, da det sætter gang i flere tanker i folks hoveder, hvis det er en ”udlænding”, der laver ballade, end hvis det er en dansk dreng.

·         Tillægsord: Fortælleren fokuserer meget på Ali, da han bruger flere tillægsord på ham end på resten af historien, måske er dette så vi kan få en bedre forståelse af, hvem Ali er og hvad han føler ifølge fortællerens virkelighedsopfattelse af ham.

-          Resultat:

·         Fortællingen ender med, at Ali forlader rummet i oprør. Ali siger, at alle er dumme og kedelige. Vi ved ikke, hvad Ali gør bagefter, eller om de andre børn danser videre. Vi kan vælge at tolke i uendeligheder: Måske går Ali ind og får lov til at spille computer, så han kan falde lidt ned, måske prøver han at stikke af fra børnehaven. Mulighederne er mange.

-          Afslutning:

·         Der ikke nogen rigtig udtoning i fortællingen, da den stopper meget brat. Man kan herefter vælge at tolke på hvordan fortællingen kan fortsætte. 

3 perspektiver

*        Derpå analyseres den vha. de 3 typiske perspektiver på pædagogisk samspil.

-          Pædagogens perspektiv:

·         Som vi ser det er pædagogens syn på Ali, at hun automatisk går ud fra, at det er Ali der er skyld i problemerne. Hun synes ikke at situationen er acceptabel, så hun vil gerne løse konflikten. Vi mener, at pædagogen har fordomme over for Ali, da hun automatisk går ud fra at det er Ali, der er skyld i problemerne. Hun ser ikke hvad der er sket, da hun ikke er til stede før til sidst, hvor hun stiller ham et ultimatum. Havde drengen heddet Morten, ville hun så have spurgt hvad problemet var? Og ville situationen være anderledes, hvis Ali var en pige? Fortællingen siger at de i SFO’en har normer og værdier, som man følge; Man skal vente på at det bliver ens tur til at spille på computeren og man skal lege pænt med andre børn.

-          Borgerperspektivet:

·         Vi mener ikke, at Ali bliver hørt, så derfor ser han ikke noget samspil mellem ham og pædagogen. Ali kan være træt af at vente, han har brug for at være i centrum, så derfor vælger han at gå ind og være midtpunkt blandt de andre børn, som danser. Det kan være fordi han gerne vil have opmærksomhed, men det kan også være fordi han er frustreret og ikke kan koncentrere sig på grund af musikken i det andet rum, og de andres computerspil.

-          Evalueringsperspektivet:

·         Af denne fortælling kan vi lære at man kan anvende den narrative pædagogik; Pædagogen kunne have taget en dialog med Ali, og spurgt ind til, hvad der frustrerer ham, så de sammen kunne finde ind til kernen af hans problem. Det ville være en udfordring for os, at finde ind til kernen af problemet, vi mener at det er svært at vide, hvad der præcist er sket, da vi ikke har set situationen udspille sig.

Udvalgte principper

*        Endelig udvælger gruppen 3-5 principper for professionel interpersonel kommunikation (jf. fx anerkendelse), og analyserer fortællingen med dem. De 3-5 principper udvælges ud fra, om de ifølge gruppens vurdering er relevante at anvende på et sådant pædagogisk samspil.

-          Multivers

·         Ali har sin virkelighed og Pædagogen og børnene har deres virkelighed. Virkeligheden er anderledes alt efter iagtager.

-          Kontekst

·         Ali skal tænke over, at når han er i SFO er det en anden kontekst, end når han er derhjemme. Derfor er han nødt til at tænke over, og acceptere, at han ikke kan være i centrum ligesom han er derhjemme. Pædagogen skal lære at forklare Ali, at dette er en anden kontekst.

-          Fra egenskaber til relationer:

·         Pædagogen skal tænke indad og finde ud af, hvorfor hun synes at Ali er en ballademager. Er der noget hun kan gøre for at ændre dette syn på Ali?

Analyse af fortælling

-          Børnehavebarnet, Sylvia, spiller på tablet og Angelina, som også går i børnehaven, kommer hen og ser nysgerrigt på. Da Sylvia går på toilettet, tager Angelina tabletten og begynder at spille på den. Sylvia kommer tilbage og bliver sur over at Angelina har taget tabletten, så de begynder at skændes. Pædagogen, Yvonne, kommer og prøver at stoppe skænderiet ved at få børnene til at lege en anden leg sammen.

*        Fortællingen analyseres vha. Labov’s 6 elementer og vha. de 3 typiske perspektiver på pædagogisk samspil.

-          Indledning:

·         Vi kommer ind midt i en situation i børnehaven Solhaven, der er ingen indledning som sådan. Vi bliver præsenteret for hvem de forskellige personer er, men vi får ikke andet at vide om dem, end at de enten er børnehavebørn eller pædagog i børnehaven Solhaven.

-          Orientering:

·         Hvem møder vi i historien? Børnehavebørnene, Sylvia og Angelina og pædagogen Yvonne.

·         Hvor er vi: Børnehaven Solhaven

-          Handlesekvens:

·         Sylvia og Angelina kan ikke blive enige om brug af tabletten.

-          Evaluering:

·         Vores budskab og holdning er, at man skal deles om tingene eller finde en anden løsning på problemet som tilgodeser alles behov. Vi beskriver Sylvias følelser via tillægsord, da hun får taget tabletten fra sig. Vi har valgt at det skulle være piger i vores historie, men dette har ikke været bevidst. Vi har været bevidst om, at det skulle vise den ”gode” pædagog, der vil snakke med børnene og finde en løsning, og ikke den ”dårlige” pædagog, der måske havde stukket dem en på siden.

-          Resultat:

·         Det endte med en fælles løsning i form af en ny leg, hvor begge børn kunne og havde lyst til at være med.

-          Afslutning:

·         Det hele slutter med, at børnene og pædagogen ser glade og tilfredse ud, og de løber ud og leger.

*        De 3 typiske perspektiver på pædagogisk sammenspil:

-          Pædagogens perspektiv:

·         Pædagogen har ikke et specielt syn på børnene, men ser gerne at de enes. Hun har ingen fordomme, men kommer derimod ind helt neutralt og får skabt et fællesskab mellem de to børn. Pædagogens værdi er, at i stedet for at skændes om én ting, så kan de komme væk fra konflikten og få tankerne hen på noget andet.

-          Borgerperspektiv:

·         Sylvia og Angelinas sammenspil var dårligt, da de ikke kunne blive enige om hvem der skulle bruge tabletten. Sammenspillet mellem børnene og pædagogen var godt, da pædagogen formåede at løse deres konflikt ved at finde på en ny fælles leg. Børnene vil gerne opnå magten over tabletten. De vil gerne begge to spille på tabletten, derfor bliver skænderiet deres måde at udtrykke sig på

-          Evalueringsperspektivet:

·         Pædagogen kunne have sat sig ind i hvem der havde tabletten først, hun kunne finde en tablet mere, hun kunne have fundet et spil på tabletten de kunne være to til, hun kunne have taget tabletten og gået sin vej. Fortællingen kan lære os, at en mulig løsning på en konflikt kan være, at man som pædagog finder på en ny leg til børnene. En udfordring ville være, at vi nok ville være i tvivl om, hvilken handlemåde, der vil gavne begge børn mest.

Analyse af videoen.

-         Kropssprog:

·         Sylvia: Hun har et åbent og legende kropssprog i starten, det bliver dog lukket og mistroisk, da Angelina sætter sig ved siden af hende. Hun har et usikkert kropssprog, da hun prøver på at få tabletten igen. Det er først da pædagogen nævner ”cowboy og indianer” legen, og hun ser, at Angelina leger med, at hendes kropssprog bliver åbent igen.

·         Angelina: Hun har et glad, fjollet og nysgerrigt kropssprog. Da hun bliver opdaget i at have taget tabletten, bliver hendes kropssprog mere lukket. Hun virker lidt skræmt, da pædagogen kommer hen til dem, men hendes kropssprog bliver igen åbent og legende, da pædagogen nævner den nye leg.

·         Pædagogen: Hun er meget fortællende og inviterende i sit kropsprog.

-         Parasproglige:

·         Tonelejet er glad, lige indtil diskussionen hvor det bliver et lidt diskuterende toneleje med afbrydelser.  Der bliver råbt ”Wow” i et begejstret tonefald. Tonelejet bliver rigtig højt og legende til sidst, hvor de leger cowboy og indianer.